Sukker og sødestof

Sukker og sødestof

 

Sukker er en simpel type kulhydrat, som får dit blodsukker til at stige.

 

Fødevarestyrelsen anbefaler, at tilsat sukker højst bør udgøre 10 % af det daglige energiindtag.

Det svarer til:

 

Ca. 30 g sukker, hvis man spiser ca. 5000 kJ / 1.200 kcal om dagen

Ca. 40 g sukker, hvis man spiser ca. 7000 kJ / 1.700 kcal om dagen

Ca. 50 g sukker, hvis man spiser ca. 8500 kJ / 2.000 kcal om dagen

Sukker findes i forskellige former: Stødt melis (sakkarose), rørsukker, farin, sirup, m.fl. I relation til stigning af blodsukker har det ingen betydning, om du bruger den ene eller anden form for sukker.

 

Honning, både fast og flydende, sidestilles med sukker. Dvs. man kan spise små mængder af honning i stedet for tilsvarende mængde sukker.

 

Hvis du spiser sukker, kan du ved at fordele sukkeret over dagen lettere undgå en efterfølgende høj blodsukkerstigning.

 

Små mængder sukker, svarende til ca. 5 g, har ingen praktisk betydning i forhold til blodsukkerstigning. Fem gram sukker fås f.eks. fra:

 

1 tsk. sukker

1 tsk. honning

2 tsk. sukkerholdig marmelade

2 stk. pålægschokolade

Sukker bidrager udelukkende med kalorier og indeholder hverken vitaminer, mineraler eller kostfibre. Du kan derfor med fordel begrænse dit indtag af sukker, og det kan være det første skridt på vejen til at spise færre kulhydrater.

 

Du kan helt eller delvist erstatte sukker med sødemidler – fortrinsvis dem der ikke giver stigning i blodsukkeret.

Sukker og sødestof

Sødestof

Du kan købe mange forskellige sødemidler, som bliver solgt under forskellige produktnavne. Ofte er flere sødestoffer blandet i det enkelte sødemiddel.

 

Sødestoffer kan inddeles i stoffer, der ikke giver stigning i blodsukkeret og stoffer kaldet polyoler eller sukkeralkoholer, der giver lidt stigning i blodsukkeret. Sukkeralkoholer er energigivende, dvs. de omdannes til sukker i kroppen, og får blodsukkeret til at stige en smule (dog mindre end sukker).

 

De sødestoffer, der ikke påvirker blodsukkeret er:

 

Acesulfam K (E 950)

Aspartam (E 951)

Cyklamat (E 952)

Sakkarin (E 954)

Sucralose (E 955)

Thaumatin (E 957)

Neohesperidin DC (DC=dihydrochalcon) (E 959)

Erythritol (E 968)

Steviol Glycosid (E 960)

 

De sødestoffer, der påvirker blodsukkeret, er fx

Sorbitol (E 420)

Maltitol, maltitolsirup (E 965)

Isomalt (E 953)

Lactitol (E 966)

Xylitol (E 967)

Sukkeralkoholer kan give diarré eller andre gener fra mave- og tarmkanalen, hvis du spiser mere end 20-25 g ad gangen.

 

Hvor meget sødestof må jeg få om dagen?

For alle tilsætningsstoffer godkendt til det europæiske marked, er der fastsat en grænse for, hvor meget af et givent sødestof man kan indtage om dagen uden sundhedsmæssig risiko ( ADI ).

ADI for de forskellige sødestoffer bliver løbende risikovurderet. Grænseværdierne er, som et forsigtighedsprincip, sat meget lavt – på ca. 10 % af den højeste dosis testet, hvor ingen bivirkninger blev observeret.

 

For Aspartam (E 951) er denne 4 g/kg kropsvægt, og ADI er sat til 40 mg/kg kropsvægt. Det vil sige, at en voksen mand på omkring 70 kg skal drikke mere end 7 l light sodavand pr. dag for at komme i nærheden af ADI for aspartam.

Sukkerfrie varer

Som forbruger er det vigtigt at man er opmærksom på indholdet i de såkaldte sukkerfrie produkter. De indeholder tit store mængder fedt, og indeholder også ofte sukkerlignende sødestoffer. Pga. fedtmængden og de sukkerlignende sødestoffer bidrager de med øget energi, der omdannes til fedt. Det kan derfor ikke anbefales at man som diabetiker har et stort forbrug af såkaldte sukkerfrie produkter, men at man i stedet i moderate mængder ved særlige lejligheder kan indtage og nyde et stykke almindeligt chokolade efter devisen ”lidt, men godt”.

 

Light produkter

Det er tilladt som producent at kalde en vare for light når sukkerindholdet er reduceret, men som forbruger er det vigtigt at man er opmærksom på denne betegnelse. At et produkt er light er ikke det samme som at den er sukkerfri. At et produkt har fået mærkatet som et light produkt betyder at sukkermængden er reduceret med 30 %.

Sukkerindholdet i et light produkt bidrager også med energi, og det kan derfor ikke anbefales at indtage disse produkter, hvis man gerne vil tabe i vægt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *